Historie

Historie

 

1800- tallet patient var meget autodidakt og autonom, og i takt med at lægerne fik deres autorisation forsvandt patienternes autonomi (i det lægernes prestige tiltog). Omkring 1900 tallet var alle i samfundet opdraget til en patriarkalsk struktur. Det foregik på lægens præmisser og den umyndiggjorte patient var dybt taknemlig. Autoritetstro og fremmedgørelse toppede i 1950’erne (hvor sygdomsbilledet var ændret pga. udviklingen af vacciner og antibiotika. Der var sket store fremskridt både kirurgisk og medicinsk, og pga. af deres behandlingssucces herskede lægerne over hospitalerne). Selvom patienterne ikke sagde noget, tænkte de i deres stille sind om noget kunne være gjort anderledes. I 1970’erne gik hierarkiet i opløsning på hospitalerne, der kommer nye faggruper på hospitalerne, hospitalerne bliver større og lærernes autoritet står ikke længere uimodsagt. En ny type patienter dukker op, dem som stiller spørgsmål til behandlingen (bl.a. i takt med synet på livsstilssygdomme).

 

 

Den moderne patient

 

Den moderne patient bliver beskrevet som en “ekspertpatienter.” Moderne patienter bliver mødt af sundhedsvæsenet med enorme forventninger som bliver mere og mere komplekst, bygger i tiltagende grad på udveksling af informationer.

 

Patienter har en anden tilgang til sundhedsvæsenet end tidligere, de får flere informationer omkring deres diagnose, prognose og muligheder for behandling. Patienterne bliver også i højere grad inddraget i beslutnignerne. Svage patienter (f.eks. ældre) “passer ikke ind,” de har ikke de disponerende faktorer, såsom: høj alder, sprog, kulturelle faktorer eller en traditionsbunden livsstil med en konservativ holdning til forandringer.

 

I dag har man store forventningerne til at patienterne forstår informationerne og at de er motiverede til at ville deres egen sundhed og at de følger de standardiserede forløb.

 

I dag skal der være større opmærksomhed på at patienterne skal inddrages forskelligt. Vi skal være bedre til at graduere information, empowerment, motiverende samtaler osv. man skal målrette information og inddragelse til den enkelte, for der kan være informationer den enkelte patient ikke har brug for eller som kan have negativ effekt.